ORDBOG

BLOMMEVIN

Umeshu er den japanske betegnelse for blommevin. Blommevin produceres i Japan hvor de modne blommer lægges i blød i shochu (japansk brændevin) og vendes i sukker. Efter lagring brygges selve vinen. Blommevin drikkes i et højt glas, gerne med isterninger i, og kan med fordel blandes med danskvand for at få et mousserende og forfriskende udtryk.

DYNAMITE MAKI

Ris rullet i sprød tang med tempurastegt dej og flere stykker fyld (grøntsager, fisk eller dip), der gør rullen crispy. Skæres i 5 store skiver.

EDAMAMEBØNNER

Edamame er japanske, letkogte sojabønner i bælg drysset med salt og citron. De er rige på proteiner, har et lavt fedtindhold og er en fantastisk snack eller grøntsagssupplement til måltidet.

GARI

Den syltede ingefær, der serveres til sushi og sashimi kaldes gari. Det siges, at gari renser ganen og er godt for fordøjelsen. Man spiser det efter hver bid sushi, så man renser smagsløgene og på ny er klar til en ny smagsoplevelse!

GOMA-DIP

En cremet dressing rørt af sesamfrø, soja & shiitakesvampe. Goma-dip er god til både kolde og varme retter.

INSIDE-OUT

Som navnet antyder, har denne type sushi indersiden udad. Risene er rullet i sprød tang med flere stykker fyld og har desuden yderligere et lag ris på ydersiden. Det yderste lag ris pyntes med sort, hvid eller rød sesam. Rullen skæres i 8 skiver og serveres med wasabi, ingefær og sojasauce.

MASAGO

Masago betyder flyvefiskerogn og er kaviar fra flyvefisken. Middelhavsflyvefisken lever i subtropiske områder og er udbredt i det østlige Atlanterhav fra det sydlige Norge og Danmark (sjælden) til Gibraltar og det vestlige Middelhav. Den er desuden udbredt i det vestlige Atlanterhav rundt om Bermuda. Det er en kystnær fisk, som lever nær vandoverfladen. Og, ja den kan flyve! Man mener, at flyveadfærden hænger sammen med flugt fra større rovfisk.

MISOSUPPE

En suppe før måltidet er et must for japanerne. Den spises for at sætte gang i fordøjelsen og siges at være gudernes gave til mennesket, da den bringer lykke og et godt helbred. Suppen er lavet på sojabønner, ris-malt og salt og serveres med friske forårsløg, tofu og wakame-tang.

MISO-DIP

Vores egen hjemmerørte dip af misopasta og japansk mayonnaise. Den er velegnet som dip til sushi, grøntsagssticks samt chips.

NIGIRI

Nigiri betyder ‘finger’ og refererer til denne type sushis størrelse, som ikke bør være længere end en lillefinger – dermed kan den stadig spises i en bid. Risbollen er formet seksten-sytten gange i kokkens rutinerede hænder for herefter at få et stykke fint skåret fisk på ryggen.

SAKE

Japanerne drikker risvin, sake, til sushi og sashimi. Den er perfekt til alle former for fisk og kan både nydes varm eller kold. Japanerne skænker altid sake op til hinanden som en social gestus, og det er en god måde at stifte nye bekendtskaber på.

SASHIMI

Sashimi er rå fisk skåret i fine, tynde skiver – anrettet som en blomst og serveret med wasabi, ingefær og sojasauce. I modsætning til sushi serveres sashimi ikke med ris, tang eller grøntsager.

SESAMFRØ

Sesamplanten dyrkes blandt andet i Kina og Sydamerika. Sesamfrø er meget rige på mineraler, E-vitamin, flerumættede fedtstoffer og protein.

SMÅ MAKIRULLER

Den mindste type sushi. Små maki består af ris rullet i sprød tang med et enkelt stykke fyld (agurk, avocado eller fisk). Rullen skæres i 8 små skiver og serveres med wasabi, ingefær og sojasauce.

SOJA

Dette er et af de vigtigste næringsmidler i Asien og dyrkes over hele verden. Soja er lavet på kogte sojabønner og er fyldt med proteiner, magnesium, kalk og jern!

SPICY DIP

Vores egen hjemmerørte dip af chili og mayonnaise. Den er velegnet som dip til sushi, grøntsagssticks og chips.

STORE MAKIRULLER

Store makiruller består af ris rullet i sprød tang med flere stykker fyld (grøntsager, fisk eller dip). Skæres i 5 store skiver.

SURIMI

Surimi sælges i Danmark og i Vesten generelt under navnet crab sticks. Det bruges i stedet for krabbekød i f.eks. skaldyrssalater og sushi. I udseende og konsistens minder det meget om fast krabbekød, men det har intet med krabbe eller skaldyr at gøre. Produktet er oprindeligt japansk og fremstillet af lyssej eller kulmule tilsat smagsstoffer og naturlig farve.

SUSHISU

Den specielle ris-eddike som vi vender vores kogte ris i når sushien fremstilles, og som giver risen smagen af sushi-ris. Opskriften på vores sushisu er en hemmelighed, men som udgangspunkt skal en god sushisu altid indeholde eddike, salt og sukker.

TANG (NORI)

Tang kaldes også havets grøntsag og er en af verdens ældste råvarer. En ren næringsbombe med mange vitaminer og mineraler. Der findes mange forskellige slags tang, som alle dyrkes i havvand. Tangen høstes om vinteren, renses og tørrer i solen, inden den pakkes og eksporteres.

TOFU

Tofu er af kinesisk oprindelse og kaldes også sojabønneost. Fremstillingen minder om at lave ost, idet sojamælken koaguleres, og massen derefter presses til blokke. Bruges især som tilbehør til vegetarsushi og i misosuppe.

TOPPEDE MAKIRULLER

Består af ris rullet i sprød tang med flere stykker fyld og har desuden yderligere et lag af eksempelvis fisk på ydersiden. Rullen skæres i 8 skiver og serveres med wasabi, ingefær og sojasauce.

WAKAME

Wakame er en grøn tangart, som er godt som tilbehør i misosuppe, i salater eller blot som en snack.

WASABI

Wasabi er en stærk japansk peberrod, som kan pulveriseres. Pulveret blandes op med vand og spises som tilbehør til sushi.

WASABIÆRTER

Japanske grønærter tilsat wasabipulver. Spises som snack, men smager også godt i salater!