Sushiens historie del 5: Den moderne sushi

Sushiens historie del 5: Den moderne sushi
19. juli 2015 Thalassa Phillips

Vi er nu nået til femte og foreløbigt sidste del i vores fortælling om sushiens historie. Den skal handle om den moderne type sushi, vi alle kender og elsker (du kan læse første del her, anden del her, tredje del her og fjerde del her).

Sushien ændrede sig for altid, da det moderne elektriske køleskab blev opfundet i begyndelsen af det 20. århundrede. Den rå fisk kunne nu holdes frisk i køleskabene over længere tid, og man behøvede ikke som tidligere at tilberede fisken, for at få den til at holde sig.

Hermed opstod den tradition for nigiri, vi kender i dag, hvor man serverer rå fisk på ris. Sushien gik samtidig fra at være beskeden mad, man kunne købe overalt på gaderne i Japan, til at være en forholdsvis dyr luksus-spise, der for de fleste japaneres vedkommende var forbeholdt særlige lejligheder.

Rullen der erobrede verden
I løbet af 60’erne blev sushien introduceret flere steder i vesten. Men det var først da california inside out makien blev opfundet i USA omkring denne tid, at sushien for alvor begyndte at blive populær blandt amerikanere og europæere.

Folk i vesten var nemlig ikke synderligt begejstrede for at spise hverken rå fisk eller tang til at begynde med. Men det ændrede sig, da en sushi-kok i USA fik den ide at ændre på den klassiske maki med tun. Den rå tun blev skiftet ud med advocado og kogt krabbekød, rullet i tang og med risene placeret uden på tangen i stedet for indenunder. Califonia inside-out maki var født og gik herefter sin sejrsgang verden rundt.

Da sushien kom til Danmark
I Danmark fik vi vores første sushibar helt tilbage i 1986, da Takio Ueda åbnede Hana Kyoto på Vimmelskaftet i København. Det tog dog noget tid for danskerne at få øjenene op for sushiens kvaliteter, og Hana Kyoto måtte lukke i 1994 (Takio Ueda driver stadigvæk nogle af de fineste japanske restauranter, der findes i Danmark. Du kan læse hans spændende historie her).

I løbet af 90’erne og 00’erne begynder danskerne dog for alvor at tage sushien til sig. Nye restauranter åbnede i denne periode og vi kom selv til i 2002, hvor vi slog dørene op til vores første restaurant i Nordre Frihavnsgade på Østerbro.

Siden er det gået slag i slag, og sushi er gået fra at være et københavner-fænomen, til noget man kan købe over det meste landet. Sushiens popularitet tegner ikke til at blive mindre lige foreløbig. Vi selv er gået fra at have én restaurant til 11 i alt, siden vi åbnede vores første, og vi har planer om at åbne flere i løbet af den næste tid.